Seks Champagner fra Hubert Noiret, der dyrker markerne ved Coteaux du Petit Morin efter biodynamiske principper med hest og naturlig kompost. Vinene er fast inventar på flere af landets bedste restauranter, og flere af dem af blandt vores mest solgte vine overhovedet.
Kassen går fra husets to cuvéer uden årgang, Cuvée Origines og Raisonnance, til fire enkeltmarksvine. Dollotes er Chardonnay fra en sydvendt skråning, og Pièce des Aulnes er Meunier fra stokke på over 60 år, som vandt landets største Champagnesmagning sidst, vi havde den med. Clos Prieur kommer fra stokke plantet for mere end 50 år siden, og kassen slutter med 2015 '3 Symboles', der har ligget ti år hos vinbonden.
Fælles for vinene er lav dosage, fine bobler og kalk i finalen. De unge cuvéer har æble, citrus og brioche. Pièce des Aulnes har mørke bær og ristede nødder, og 3 Symboles er dybt gylden med honning, smør og appelsin.