Igen spätburgunder/pinot noir fra franske kloner - men denne gang på Rheingau-siden af Rhinen, mere bestemt i Assmannshausen. Der er ganske få kilometer mellem Saalwächters vinmarker i fugleflugtslinje - men den frodige Rhin splitter helt naturligt afstanden op. Druerne vinificeres på stort set identisk vis som med Carstens andre spätburgunder-druer, altså i åbne kar, spontangæring, en god rum tid på brugte barriques mv.
Men alligevel er udtrykket i La Premiere markant forskellig fra eksempelvis Spätburgunder Alte reben.
La Premiere er langt mere krydret og rå. Røget kød, solbær, viol og hyldebæl giver et meget markant udtryk, som klæder proteinbaserede retter utroligt godt. Store glas og luft bløder det hele af (som med alle Carstens vine), men man er ikke i tvivl om, at det her er en helt anden vin end Alte Reben og deslige. Kanel og nelliker træder lidt frem med temperatur, modne jordbær og lidt underskov ligeså.
Det er mørk, stenet og strukturfyldt vin - det er vin der er som skabt til et stort og flot måltid mad.