Den sarte røde farve, er særdeles betagende når man skænker Amelie Guillots Poulsard. Duft af underskov, jordbær, efterårsblade, saftevand og bare en lillebitte smule julekrydderier. Skøn, ren og frugtfuld smag med spandevis af jordbær, ribs og rabarber, der balanceres ud af en dejlig syre, sikrer en frisk oplevelse.
Det her er ærlig poulsard, der viser hvad druen kan, når den er lavet som bondevin. Og bondevin, det er det.
Heldigvis.
Amelie har sit vinmæssige ophav i Bourgogne, og tilgangen med at lade terroiret, såvel som druen, komme til sin ret, uden en masse intervention, giver den her hudløst ærlige vinoplevelse.
Og hudløst ærlige vinoplevelser kræver druemateriale af god kvalitet.
Druemateriale fra A la Fruitière i Arbois små marker med vinstokke tilbage fra 1954. Lagret 100% på ståltanke i cirka 12 måneder, dernæst flasket hvor de ligger og hviler til de er klar.