0

PETER WAGNER

Weingut Peter Wagner – samarbejde med naturen

Peter Wagner startede sit eget vineri i 2016 efter at have arbejdet en periode som kældermester hos den anerkendte Franz Keller. De fleste af hans marker, har han overtaget fra sin far, og Peter råder i dag over 7 ha marker, som alle dyrkes biodynamisk (han er dog ikke certificeret endnu). I markerne gødes der bl.a. med hestemøg fra egne heste, og der plantes masser af grøngødning og jorddække mellem vinstokkene. Dette gøres for at undgå udvaskning af næringsstoffer, minimere fordampningen i tørre perioder og ikke mindst for at sikre en høj biodiversitet.

Terroirdreven vin med minimal indblanding

I de fleste marker er jorden fyldt med små vulkansten, som er med til at give vinene masser af nerve og karakter. Der høstes tidligt med lavt sukkerindhold for at sikre vine med lav alkohol og høj syre. Dette er med til at fremhæve nerven i vinene og ikke mindst terroiret. I kælderen arbejdes der med spontangæring og minimal indblanding, og der tilsættes blot en lille smule svovl ved flaskning (ml. 70-110mg). Derudover arbejdes der både med små brugte fade og lang lagring på bærmen (bundfald i form af døde gærceller, druekerner, frugtkød, stilke, skalrester og uopløst vinsten).

Vinene fra Peter Wagner er utrolig rene med masser af friskhed og mineralitet, og der er en tydelig stil, som går igen i alle vinene. I de hvide er det især den knitrende høje syre og friskhed, der kendetegner vinene, men grundet den lange tid på bærmen samt brugen af små, brugte fade, så får du også en smule fedme og krop, der kan bære syren. De røde vine har den samme syre, men på en helt anden måde. Her får du frugtdreven spätburgunder med masser af nerve og saftighed, der bare smager af mere! Det er dog samtidig også vin med masser af lag og kompleksitet, der især kommer til udtryk i de større cuveer.

Fra basis til “Grand Cru”

Peter Wagners vine opdeles i tre forskellige klasser, lidt ligesom man kender det i Bourgogne. Vi starter med gutswein, som er hans basisvine. Her får man solid vin til en fornuftig pris, og det skal ikke være en hemmelighed, at bundniveauet er utroligt højt hos Peter Wagner.

Hopper vi et niveau op, så er der hans ortsweine, som svarer til kommune-vine i Bourgogne. Her får du mere af det hele: større koncentration, mere kompleksitet og ikke mindst bedre vin. Her bliver der også gjort lidt større brug af brugte fade. De bedste vine, er de såkaldte lagenweine, svarende til grand cru i Bourgogne, og her der også tale om enkeltmarksvine. Det er storladen og koncentreret vin med høj kompleksitet. Det er vine, der kan gemmes i mange år, og de vil kun blive bedre med tiden. Og så er det vine, der snildt kunne koste fem gange så meget, hvis der stod Bourgogne på etiketten.

Læs mere

Lyder det interessant?

Find prisliste og bestil dine vine lige her

Gutsweine

Grauburgunder

Frisk og mineralsk grauburgunder, der er lavet på 90% stål og 10% barriques. Det er en vin hvor grauburgunderen træder fint frem med sin frugtige fylde og småkrydrede noter. Det er en frisk og mineralsk vin, hvor syren er markant, og skærer flot igennem uden nogensinde at blive for meget.

Det er ikke en kompleks vin, men det er til gengæld lækkert, letforståeligt og uhyggeligt bælbart. En oplagt favorit til sommerdagene og “bare fordi”-øjeblikkene.

Spätburgunder

Når man åbner den, undrer man sig over, at den blev tømt lige så hurtigt, som det gik at læse denne sætning.

Det er en frisk og rimelig frugtdreven spätburgunder med masser af saftige bær-noter. Den har et let krydret og nærmest naturligt præg med noter af frisk læder og skovbund – altså ikke med stald og hestemøg, men med lidt krudt og vildskab, og så smager det bare afsindigt godt!

Der er brugt ca. 20% hele klaser og lagring på brugte barriques.

Ortsweine

Oberrotweil Grauburgunder

Frisk og mineralsk grauburgunder ligesom gutsweinen, men med mere krop og fedme grundet den lange lagring på bærmen og brugen af 70% barriques og 30% stål.

Næsen er let blomstret og frugtig med friske noter af æbler, citrusfrugter og brioche. I munden er vinen er fed og cremet, men den høje syre skærer igennem og holder udtrykket friskt og rent.  

Oberrotweil Chardonnay

Næsen vælter ud af glasset med knivskarp frugt og behageligt fedme fra lagringen på de brugte barriques. Der er grønne æbler, smør og kombinationen af fedme og friskhed er perfekt.

Fik du vinen serveret blindt ville du med rimelig sandsynlighed gætte hvidvin fra Bourgogne. Ung  og tilpas moden frugt, knivskarp syre, markant terroirpræg fra Kaiserstuhl (vulkan, flint og kalk) og krop fra fadet samt den lange lagring på bærmen – intet mindre end en herlig chardonnay.

Oberrotweil Spätburgunder

Her får du en vin med mere fylde og struktur end i gutsweinen, men stadig samme let urtede og frugtdrevne snude. Det er flot moden frugt med noter af kirsebær og skovjordbær, men også lidt tobak og skovbund. 

Her er der brugt ca. 30-40% hele klaser og lagring på brugte barriques.

Oberrotweil Spätburgunder Alte Reben

Utrolig flot spätburgunder fra 40 år gamle stokke, der med det samme leder tankerne mod Bourgogne. Blot mere saftigt og læskende, men samtidig bundseriøst.

Næsen er meget burgundisk med en utrolig charmerende frugt. Masser af bærnoter, frisk læder og skovbund og en fin struktur, og ellers lidt det samme som hans gutswein – blot mere af det hele. 

Der er brugt ca. 60% hele klaser og lagring på barriques (30% nye, 70% brugte)

Lagenweine

Henkenberg Grauburgunder

Beskrivelse følger snarest muligt

Vom Schlossberg Grauburgunder

Beskrivelse følger snarest muligt

Henkenberg Spätburgunder

Beskrivelse følger snarest muligt

Vil du gerne bestille vine?

Find prisliste og bestil dine vine lige her