Fri fragt ved køb over 999 kr.

2-4 dages levering

Unikke vine fra små producenter

Fri fragt ved køb over 999 kr.

2-4 dages levering

Champagne Lointier

Bag navnet Lointier står Hélène og Jean-Baptiste Lointier, der producerer beskedne 3000 flasker om året. De holder til i Crezancy, der ligger i den vestligste del af Vallée de la Marne, blot 100km øst for Paris. Her har de siden 2007 kultiveret 3 ha med pinot noir og meunier, og indtil 2016 blev alle druer solgt til andre producenter.

I 2016 besluttede de sig for at begynde at producere enkeltmarkschampagne af deres egne druer. Ambitionen var klar: det skulle være “low intervention” champagne, hvor markerne dyrkes med respekt for naturen, alle druer høstes i hånden, og vinene vinificeres på egetræsfade og amforaer.

En stil vi elsker

Hos Lointier er stilen dejligt ligetil: det hele er extra brut (altså lav dosage). Betyder det, at vinen er ekstra sur? Nej, bestemt ikke. Det betyder blot, at der stilles højere krav til druematerialet og dermed også vinmageren, hvis resultatet skal blive rigtig godt, for så er der nemlig ikke noget sukker at skjule fejlene bag. Dette lever Jean-Baptiste og Hélène dog fuldt op til. Når du smager deres vine, så er du ikke et sekund i tvivl om, at de har styr på deres ting.

Du vil opleve en tilstedeværende syre i vinene, som man generelt gør det med kvalitetsvine fra Champagne, men også på et niveau hvor du lige bemærker, at der sker endnu mere, end du er vant til. Vinene har nemlig både en utrolig flot balance samt masser af personlighed – og det er dét, vi godt kan lide! Vine der skiller sig ud og samtidig smager fantastisk!

En årlig produktion på 3000 flasker

Med en mikroskopisk produktion på blot 3000 flasker er det begrænset, hvor mange forskellige cuvéer, det kan blive til. Indtil videre er der blot tre forskellige cuvéer, og det er endda de første vine, Lointier har frigivet under eget navn. Vinene er på en base fra 2016, de er ufiltreret, klares ikke, og der er brugt minimale mængder svovl. Ingen af vinene har gennemgået malolaktisk gæring.

Undrer du dig over logoet og navnene på de forskellige cuvéer, så har de valgt en bi som logo af den simple årsag, at de også er biavlere. Derfor er champagnerne også navngivet efter forskellige biarter.

Læs mereLæs mindre